Cykeltur, vinmarker og himmelsk chokolade

Mandag d. 17. oktober tog vi fra morgenstunden bussen til Lujan de Cuyo med 7 andre unge mennesker fra vores hostel. Der havde vi fået anbefalet Baccus cykeludlejning, hvormed der også fulgte vejledning til en guidet tur gennem vindistriktet. Vores plan var at vi skulle nå at besøge 4 vingårde og 1 chokolade og likør sted inden kl. 20 om aftenen. Afsted vi tog, og vi nåede dårligt halvvejs til den første vingård før Anders punkterede. Han cyklede dog videre på et halv fladt dæk over stok og sten (bogstaveligt talt) indtil baghjulet måtte stå helt af. Vi gik den sidste km op til vingården – San Huberto Bodegas, hvor de andre heldigvis havde fået ringet til cykelmanden som var på vej med en ny cykel.

Efter at have fået en fin rundvisning og smagt dejlig vin skulle vi videre til et sted hvor vi skulle have frokost - Clos de Chacras. Det var dog en rigtig kedelig oplevelse. Vi sad og ventede i 1½ time på vores mad, og da den endelig kom var den enten rå eller gennemstegt.

Videre tog vi til den store fine vingård Alta Vista og dernæst til den sidste Pulmary hvor de fremstillede organisk vin. Efter at have prøvesmagt masser af dejlig vin, og være kommet os over den dårlige frokost, sluttede vi af på …A la Antigua, et hyggeligt familiedrevet fyldt med lækkerier. Vi fik lov at smage to likører hver, hvor Anders valgte den delikate tobak likør og 80% absinth – med ild i. Jeg var mere til chokolade med mint og banan med chokolade. Efterfølgende smagte vi alverdens pesto, marmelade og hjemmelavet chokolade med mandel, cookies, bær m.m.. mums :) Og så købte vi selvfølgelig lige halvdelen af butikken inden vi gik :)

This entry was posted in Buenos Aires, Mendoza. Bookmark the permalink.

Der er lukket for kommentarer.